www.birgir.dk

© Birgir Thor Møller

Island er en ung, vulkansk aktiv ø, der ligger i det nordlige Atlanterhav - midt imellem det amerikanske og det europæiske kontinent. Øen tæller kun 290.000 indbyggere, men alligevel har Island produceret 80 spillefilm siden 1980, hvor den første spillefilm, støttet af en islandsk filmfond, havde premiere.

Cinemateket fejrer 25 års-jubilæet med dette program, der sætter fokus på milepælene og de førende instruktører, herunder Fridrik Thór Fridriksson, Dagur Kári og Hilmar Oddsson, som besøger Cinemateket i perioden 1.- 4. september.

Land og sønner

I midten af 70'erne begyndte en håndfuld nyuddannede instruktører at vende hjem til Island fra europæiske filmskoler. Og ligesom publikum ønskede de at se islandske film i landets biografer, der ellers var og er domineret af amerikansk film. I 1978 kom en filmfond på finansloven, og allerede i 1979 blev tre film-produktioner sat i gang.

På grund af beskedne fondsmidler blev det en forudsætning, at publikum be-talte dobbelt billetpris for at se en islandsk film i forhold til en udenlandsk. Ikke desto mindre gik over 100.000 islændinge i biografen til Ágúst Gudmundssons 'Land og sønner' (1980), som udgjorde startskuddet på en regulær islandsk filmproduktion.

Og dens succes antændte en overordnet optimisme i landets filmmiljø, der producerede 27 film i løbet af 1980'erne.

Vikinger og Laxness

Selvom 1980'erne især var præget af billige folkekomedier og asketisk hverdagsrealisme, blev der også satset på mere ambitiøse filmatiseringer og stort anlagte vikingefilm, baseret på sagaerne. En del af disse nåede også ud til et internationalt publikum.

18 år gammel fik Hrafn Gunnlaugsson et sommerjob ved indspilningen af Gabriel Axels 'Den røde kappe', som Gunnlaugsson fandt lidt for pæn og pjattet i sin skildring af fortidens barske mandfolk. 18 år senere fik han et internationalt gennembrud med den rå og beskidte vikinge-realisme, der kendetegner 'Når ravnen flyver' (1984).

I 1999 filmatiserede Gudný Halldórsdóttir "Den gode Frøken og Huset", en lidt atypisk novelle af den berømte islandske nobelprisvinder Halldór Laxness. Det blev til 'Husets ære' (1999), en storslået periodefilm og et typisk eksempel på de kvaliteter, der adskiller 90'ernes islandske film fra 80'ernes. Og 90'erne blev også årtiet, hvor en bredere vifte af islandske film nåede udover landets grænser, hvor man dog især bemærkede én instruktør.

Ukuelige outsidere

Den selvlærte Fridrik Thór Fridriksson har mere end nogen anden indskrevet Island på filmens verdenskort, og han har gjort det ved at skildre Islands ukuelige outsidere, der lever på kanten af samfundet. Først i nogle doku-mentarfilm fra de tidlige 80'ere og senere gennem otte spillefilm, hvoraf 'Skytturnar' (1987), som blev vist i Cinemateket i juni, er den første, og 'Niceland' (2004), der har dansk forpremiere under festivalen, er hans seneste.

Den Oscar-nominerede roadmovie 'Naturens børn' (1991) etablerede Fridriks-son som Islands førende instruktør og producent. I 90'erne var han involveret i godt halvdelen af årtiets 31 islandske film samt en række udenlandske produktioner. Og han har også trukket filmkræfter til Island, herunder Jarmusch-producenten Jim Stark, med hvem Fridriksson skrev og producerede 'Cold Fever' (1995), hvor en japaners rationelle storbyliv erstattes af Islands mytologiske landskaber.

Fridrikssons film har aldrig betvivlet det overnaturlige. En lignende tilgang til naturens særegne kræfter ses i Hilmar Oddssons 'Cold Light' (2004), men der spejler de hovedpersonens sindstilstand, mens de hos Fridriksson blot er der. Derved minder han om barndomsvennerne, forfatterne Einar Kárason og især Einar Már Gudmundsson, hvis magiske realisme har sine paralleller i Fridrikssons filmsprog. De har leveret romanforlæg til hhv. 'Djævelens Ø' (1996) og 'Universets engle' (2000).

Fridrik Thór Fridriksson er født i 1954 i Reykjavik, blot 10 år efter at Island løsrev sig fra Danmark og blev en selvstændig nation. Ligesom sine lidt ældre kollegaer fra 80'erne voksede han op i perioden, hvor den amerikanske popu-lærkultur indtog nationen. Kultursammenstødet mellem den amerikanske og den islandske kultur har været et fremtrædende tema i moderne islandsk litteratur og film og gennemtrænger også Fridriksson produktioner, ikke mindst 'Movie Days' og 'Djævelens Ø' (1996).

De unges Reykjavik - og Island

Baltasar Kormákurs '101 Reykjavik' (2000) blev en foreløbig kulmination på en stribe "Reykjavik-film", dvs. film lavet af fortrinsvis unge instruktører, der portrætterer deres Reykjavik og oftest med en selvironisk humor, som Róbert I. Douglas i 'Den islandske drøm' (2000).

I Island er "Reykjavik-filmene" blevet set som den unge generations opgør med de ældres til tider noget romantiske skildring af det traditionelle, asketiske liv i Islands betagende landskaber. Opgøret og selvironien præger også Islands dokumentarfilm, herunder "På røven i Reykjavik"  (2001) og "How do you like Iceland?" (2005), der på hver sin måde udfordrer vores opfattelse af det Island, vi synes at kende.

I 'Havet' (2002) bevæger Baltasar Kormákur sig dog ud i provinsen, men her spiller naturen ikke en forskønnende rolle. Filmens ikke desto mindre fotogene fjord udgør nærmere rammen om den isolation, byen befinder sig i. Det gør den også - blot endnu mere bastant - i Dagur Káris skæve og bittersøde outsiderfilm 'Nói albínói' (2003). For selv om de moderne tider - med paraboler og tv - også har globaliseret den ellers isolerede lilleby, så virker Nói ligeså indespærret med sin udlængsel som de unge i 'Land og sønner' (1980).

Den prisbelønnede spillefilmdebut bragte Dagur Kári op på den internationale filmscene. På festivaler bemærkede man dog allerede de tidlige, prisbelønnede kortfilm 'Old Spice' (1998, der vises som forfilm) og 'Lost Weekend' (1999) - hans afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, der nu også huser Rúnar Rúnarsson, som har instrueret den ligeså prisbelønnede kortfilm 'The Last Farm' (2004).

Og således repræsenteres nutidens Island ikke blot af sagaer, Laxness og Björk, men også af en række film, der indrammer og spejler et land, præget af en rivende udvikling - mellem land og by, tradition og fornyelse.

September 2005.

Ovenstående artikel er publiceret i Cinematekets Septemberprogram (DFI/Cinemateket, 2005), hvortil jeg også har skrevet festivalens filmpræsentationer, som kan læses her.

Indtil 1. okt. findes materialet også på:
www.cinemateket.dk

Til top